Sygdommens fodlænke

• Publiceret på Vigdisvivenda 7/5/2017

At leve i år efter år efter år med en usynlig – men ak så mærkbar – sygdom. Uden en diagnose til at bruge som skjold og forklaring mod verden der ude …

Det er som at afsone med fodlænke. År efter år – uden dom eller forklaring.

Kun straffen er klar: Ikke være for længe ude om aftenen. Ikke tage for lange ture bort fra hjemmets hvile. Ikke for mange ting på en gang, for mange planer, på en dag.


Fodlænken har ingen alarm, der hyler, når grænsen overskrides. Men straffet bliver man – så meget er sikkert – og hvor ender man så? I sengen med smerte og kvalme. Så meget står fuldstændig klart, som erfaringen, år efter år, er blevet banket ind.

Men man forstår ikke hvorfor. Og man spørger sig selv, igen og igen: hvad har jeg gjort galt?

Og man vrider hjernen efter for at finde råd og bod: kosttilskud, træning, mad, træning, en bedre seng, træning, luftrenser, træning…

For træning er det helligste bud. Det alle som ikke er syge tror kan fikse alt. Bare sådan. Hvis man ikke er i form, er det fordi, man ikke har trænet. Tilstrækkeligt. Eller rigtigt. Sådan er det.

Eller man kan gå til en tibetansk healer fra Grønland. Ja, egentlig er han fra Kolding, men Grønland lyder nu engang bedre. For det forlyder, at han har hjulpet en dames tante.

I mellemtiden er livet underlagt fodlænkens regime. Og dagene, ugerne og årene bliver en evighed.

Og nu?
Nu afsoner jeg under langt friere forhold.